"Kritiske journalister stemples som pro-FARC"

Icon_article Udgivet / published: Monday 30 March 2009 10:52 af / by Geronimo / Autonom Info Service

Tagget som / tagged as: colombia medier repression
Område / neighbourhood: colombia

  •  - et interview med en af Colombias mest kendte journalist

I anledning af den politisk farvede, regeringsvenlige højesteretsdom mod det alternative modefirma Fighters+Lovers den 25. marts 09 bringer vi et interview med den columbianske journalist Hollmann Morris. Han er internationalt kendt for sin kritiske journalisme og Columbias regering beskylder ham derfor for at stå i ledtog med landets største guerillabevægelse FARC. Hollmann Morris er konstant udsat for mordtrusler. Noget han tager meget alvorligt i betragtning af, at over 130 journalister er blevet myrdet i Colombia indenfor de sidste 30 år.

 

Colombia-fta-protest-medium
Demo for menneskerettigheder i Colombia

Hollmann_morris_columbiansk_journalist-medium
Hollmann Morris

Hollmann Morris er en af Colombias mest kendte research-journalister. Som direktør for TV-produktionskooperativet Contravia er han blevet kendt for sine samfundskritiske bidrag om den colombianske borgerkrig og har af den grund modtaget internationale priser af div. menneskerettighedsorganisationer samt den colombianske journalistpris. Af den grund får han jævnligt mordtrusler. Colombias præsident Álvaro Uribe Vélez udøver den såkaldte " stærke-hånds-politik" , der ikke kun retter sig mod landets forskellige guerillaorganisationer som f.eks. FARC, men i lige så høj grad mod kritikerne af hans højrekonservative regering. Det forekommer hyppigt, at præsidenten angriber journalister og menneskerettighedsforkæmpere personligt i medierne.

                                   _______________________________________________________________________________________ 

  •  - Er du en af FARCs medsammensvorne? Således har Columbias præsident Álvaro Uribe betegnet dig så sent som i februar i år

 Hollmann Morris: Åh nej, det er jeg ikke. Desværre er det imidlertid sådan i Columbia, at de der forsvarer menneskerettighederne og kæmper for et andet Columbia, hele tiden betegnes som guerillaens forlængede arm. Det hører nu engang til en journalists arbejde at forsøge at være til stede, når gidsler løslades i et land, der befinder sig i krig. Når regeringen bagefter kalder vedkommende for en medsammesvoren af guerillaen, så indebærer det en stor risiko for personen og hendes/hans team. Med sine udtalelser har præsidenten bragt mit liv, min familes liv og mit teams liv i fare -  og har dermed også truet eksistensen af en alternativ informationskilde.

  •  - Det er ikke det første angreb fra officiel side. I 2007 måtte du sågar forlade landet.

 Hollmann Morris: Ja, jeg måtte tage et par måneder til Spanien. Dengang var det særlig tilspidset. I de seneste år af mit liv har jeg jævnligt oplevet trusler mod mig og en stigmatisering af min person og mit journalistiske arbejde. Min telefon er flere gange blevet aflyttet og jeg er blevet illegalt overvåget. Min ældste datter blev i år 2000 født i udlandet, fordi det simpelthen ikke var sikkert nok for os i Colombia. Efter et stykke tid vendte jeg tilbage for at fortsætte med mit journalistiske projekt Contravia (modspor). I 2005 blev der lagt en begravelseskrans foran døren til min lejlighed. Siden præsident Uribe i februar 2009 offentligt har betegnet mig som FARCs forbundsfælle, har jeg modtaget mere end 50 dødstrusler.

  • - Hvor kommer disse trusler fra?

Hollmann Morris: De kommer per e-mail og anonymiseret, men vi er sikker på, at de kommer fra paramilitæret. De fleste bærer fiktive navne. Vi er sikker på, at de stammer fra de højreekstremistiske kredse. Disse kredse er kendetegnet ved fanatisme og det er denne fanatisme, som præsidenten bliver ved med at sprede i det columbianske samfund.

  •  - Hvordan er det muligt at arbejde under disse betingelser?

 Hollmann Morris: Det er vanskeligt, men jeg opfatter ikke journalisme som et job - snarere som et kald. For mig er det næsten umuligt at holde kæft, når jeg har siddet ved et bord sammen med en bonde og har hørt hans historie. Efter min mening er det vigtigt at engagere sig. For erindringens skyld , for at modgå  bødlernes omkostningsfrie fremfærd og for ofrenes skyld. At give ofrene en stemme er del af min opgave.

  •  - Hvorfor føler du ansvar overfor bøndernes skæbne i Colombia?

Hollmann Morris: Som borger i dette land er jeg medansvarlig for, hvad der sker med bønderne, med de indigene folkeslag, med afro-colombianerne, hvis leve - og kulturmønstre samt rettigheder ikke bliver respekteret. Vi drømmer om at opbygge et andet Colombia, et mere retfærdigt samfundssystem, som respekterer menneskerettighederne og hvor folk har fremtidsperspektiver.

(...)

Præsident Uribe har betonet, at der sker nogle fremskridt hvad angår sikkerhed. Men hvad viser de omverdenen udenfor Colombia - og hvad viser de ikke? Det er rigtigt, at guerillaen er blevet svækket, det er rigtigt, at antallet af mord er aftaget, og det er også rigtigt, at guerillaangreb som for eksempel FARC`s  rørbombeangreb i en afsidesliggende region, er blevet færre. Det passer også, at der er færre bortførelser og at folk atter må rejse, hvorhen de ønsker. Det er det,  Uribe betegner som den "demokratiske sikkerhed". 

I afsidesliggende regioner er den såkaldte `demokratiske sikkerhed` snarere ensbetydende med en kriminaliseringsstrategi. Det man i Colombia kalder falsos positivios, som hentyder til mord på ofte ganske unge mennesker, der udgives for at være omkomne guerillakæmpere, er for mig at se intet andet end statslige sikkerhedsorganers koldblodige myrderi på sagesløse og ubevæbnede civilister. Denne "demokratiske sikkerhed" er en ret så stor risiko for især bønder og for unge i Bogotas fattigkvarterer.

  •  - Hvordan står det til med retten til meningsfrihed og opsøgende research-journalisme?

 Hollmann Morris: TV-mediet i Colombia følger en meget officiel linje. Genrer som dokumentarudsendelser, reportager og kronikker er næsten uddøde. I printsektoren ser det noget bedre ud, men også her er det typisk sådan, at f.eks. en større kritisk baggrundsartikel om falsos positivos følges op af en udlignende soaphistorie om præsidentens børn... Generelt har vi en meget regeringsvenlig mediedækning i Colombia.

  •  - Hvad er den største forhindring for kritisk journalisme?

Hollmann Morris: Der findes for lidt mediemæssig mangfoldighed i Colombia: Et eneste landsdækkende dagblad, to store private TV-kanaler og meget lidt ud over det.  Der er derfor alt for lidt plads til nye og kritiske efterkommere og de bedste journalister er ovenikøbet blevet myrdet  - som for eksempel Jaime Garzón, Cano og alle de andre. Mere end 130 journalister er blevet myrdet i de sidste 30 år. Næsten ingen af disse forbrydelser er blevet opklaret.

  •  - Fører dette til selvcensur?

 Hollmann Morris: Ja. Jeg mener, at selvcensur i TV-mediet er meget udbredt. Journalister, der har en kritisk distance til præsidenten og som er villige til at konfrontere ham med grundliggende spørgsmål, findes næsten ikke i Colombia. De fleste journalister tør simpelthen ikke at stille kritiske spørgsmål som for eksempel: Hvorfor er Colombia det eneste land i Latinamerika, som har soldater udstationeret i Irak? Eller: Hvorfor skal præsidentens børn ikke aftjene deres militærtjeneste?

  •  - Er journalisterne bange for at kritisere præsidenten?

 Hollmann Morris: Ja, mange har angst. At de har angst, kan jeg forstå, men ikke denne sleske nikkedukkefacon.

  •  - Dit navn dukker hele tiden op i forbindelse med særlige kontroversielle temaer...

 Hollmann Morris: Vi beskæftiger os med situationen i et land, som de facto befinder sig i krig. Vi har at gøre med bortførelser, med at folk forsvinder, med paramilitære gruppers faktiske overtagelse af kongressen, med de paramilitære kræfters magtovertagelse i talrige kommuner ude på landet. Vi beretter om denne krig og modsvarer regeringens påstand om, at der "ikke eksisterer en krig i Colombia". Vi viser krigens barbari, for man må vise sandheden for at bekæmpe løgnene.

Krigen i Colombia er meget brutal. Det er præcis det, vi viser. Men vi viser også håb, der somme tider spirer her og der som sarte planter for et andet Colombia. For mange er håbet en stor event, ensbetydende med store taler om fred. For os har håbet dog et ansigt - feks. ansigtet på bondelederne i Catatumbo, som bygger veje og lægger vandrør. Håbet kan ses i kokabøndernes ansigt i Nariño, som kæmper aktivt for at omlægge kokaproduktionen, eller i ansigtet på Carmen Margarita, som opretholder erindringen om "de forsvundne" i et lille museum i hendes hus. Det er det håbefulde ansigt af Colombia.

(...)

Set fra et journalistisk perspektiv har vi ofte at gøre med identiske temaer i hele Latinamerkia: Massakrer på de indigene folk,  på minoriteter, Mapuche-indianernes kamp i Chile, Zapatisternes kamp i Mexico... De indigene folk kræver deres rettigheder i Columbia som i Bolivia, Ecuador eller Chile. Der findes fælles problemer som narkohandel, der præger hele kontinentet. Jeg har lært mange fælleder at kende og tit tænkt: mand, vi taler her på den yderste top af Chile om de samme ting som i Cauca eller Catatumbo i Colombia!"

(Interviewet er offentliggjort i det tyske venstrefløjs ugeblad Jungle World nr.12, marts 09. Det er oversat og let forkortet af folk fra autonom info-service).

 Relaterede artikler

        Situationen i Colombia

           Fighters+Lovers